Vi har lavet en lille liste over aktiviteter og oplevelser, vi kan anbefale. Derudover er der også rig mulighed for nogle gode gå-, cykel- og løbeture i området.
Bonbonland er Sydsjællands største forlystelsespark og ligger i gåafstand – kun 2 km – fra os. Når entreen er betalt, er alle forlystelser gratis.
I Camp Adventure kan du både nyde en tur i Skovtårnet, bl.a. kendt fra julekalenderen om Tinka, og en mere action packed klatretur i Klatreparken.
Gavnø Slot og Park byder på forskellige oplevelser alt efter årstiden, fx tulipanfestival i foråret og julemarked i november. Derudover har Gavnø også en klatrepark, Gavnø Go Fly.
Sejltur med Friheden + Enø M/S Friheden sejler en smuk rundfart fra Næstved Havn gennem Karrebæk Fjord til Gavnø Slot og Karrebæksminde. I Karrebæksminde findes Sydsjællands lækreste badestrand på Enø, som er et stort trækplaster om sommeren.
Slusehuset ligger i kanten af Herlufsholmskoven. Her kan du i sommerhalvåret leje kanoer og sejle en tur på Susåen.
Stevns Klint byder på flere forskellige oplevelser. Udover selve klinten er Højerup Kirke, Koldkrigsmuseet Stevnsfortet og Boesdal Kalkbrud et besøg værd.
Gratis fornøjelser
Boserup Skov Parkér på en af rastepladserne og lad jer forsvinde ind i skoven – oplagt til en hyggelig gåtur eller en løbetur
Bregentved Park Anlagt som barokhave i 1750’erne til Bregentved Gods, som er et af Danmarks største godser. Der er gratis adgang til parken onsdage, lørdage og søn- og helligdage fra kl. 9.
Avnø Naturcenter Her er masser af naturoplevelser, bl.a. gode vandrestier, bålpladser og bordbænkesæt og mulighed for overnatning i åbne træhytter. Derudover kan man komme på i flyverskolens gamle kontroltårn med udsigt over hele området.
Vandreruter
Vi bor tæt på flere af Sjællands gode vandreruter, bl.a. Sjællandsleden, Stevns Trampesti og Troldestien.
Kan du lide at vandre? Så har du mulighed for at booke en vandreweekend hos os. Her gør vi lidt ekstra ud af forplejningen, og vi er selvfølgelig også behjælpelige med forslag til vandreture og transport til/fra din vandretur.