Vi har indrettet en lille B&B med to lækre værelser med fælles stue, køkken og badeværelse. Vores B&B er indrettet med genbrugsmøbler, håndklæderne er i GOTS-certificeret bomuld, og i køkkenet har vi affaldssortering, og vi opfordrer til, at man lader langtidsholdbare madvarer blive til de næste gæster, frem for at det bliver smidt ud. Derudover har vi lånecykler, og i opholdsstuen er der en reol, hvor du kan bytte dine læste bøger til nogle ”nye”.
I kan leje Vestværelset – det store soveværelse med dobbeltseng og mulighed for en ekstraopredning, og Nordværelset – det lille værelse med en halvandemandsseng. Dertil har I adgang til fælles opholdsstue, stort køkkenalrum og fælles badeværelse. Booking kan foregå direkte på Airbnb eller ved at skrive til os på mail: kontakt@gaardenpaabakken.dk.
Ønsker I at have det hele for jer selv, kan I desuden leje det som en hel lejlighed med begge værelser, opholdsstue, køkkenalrum og badeværelse.
Økologisk morgenmad kan tilkøbes i weekenderne for 90 kr. pr. voksen og 60 kr. pr. barn (2-12 år). Morgenmaden består bl.a. af hjemmebagt brød og blødkogt æg fra vores fritgående høns og er inklusiv kaffe/te og juice. I hverdagene kan der købes hjemmebagte boller og æg, som I kan bruge til at selv at lave morgenmad. Der er altid kaffe og te til rådighed i køkkenet.


