Vi hedder Jannie og Alex, og vi bor på Gården på bakken i Holme-Olstrup. Vi har et lille hobbylandbrug med køkkenhave, høns og grise. Vores ønske er at leve på en mere bæredygtig og klimavenlig måde, hvor vi er selvforsynende æg, kød og i sommermånederne også med grøntsager.
Vi har altid gang i en masse aktiviteter og nye initiativer – og seneste skud på stammen er altså, at vi har indrettet nogle værelser til en hyggelig B&B, og hvor vi vil tilbyde bondegårdsferie i skolernes sommerferie.
Om Gården på bakken
Vi har selv fundet på navnet “Gården på bakken”, da vi ikke har kunnet finde noget navn på gården i nogen historiske optegnelser. En tidligere ejer af gården hed Johannes, og han blev kaldt Johannes på bakken. Udover at være landmand og dyrke landbruget på gården var han kendt som lidt af en altmuligmand, der bl.a. reparerede fjernsyn for naboerne. Selvom vi ikke kendte Johannes – men mange af naboerne kan stadig huske ham – har vi valgt at mindes ham ved at kalde stedet Gården på bakken.

Kilde: Danmark set fra luften