Farvel til glamping, goddag til camping

Glamping, Gården på bakken, Bæredygtig ferie, bålsted

Efter mange overvejelser har vi i 2024 valgt at lukke ned for glamping og sælge vores glampingtelt. Vi har ellers nydt de glampinggæster, vi har haft, men vi kunne mærke, at interessen var dalende, og vi har ikke opnået det ønskede antal bookinger.

Derudover er der et stort praktisk arbejde med at opsætte et glampingtelt og indrette både det, og de udendørs faciliteter tilknyttet teltet.

Bedre faciliteter til campinggæster

Vi har i et par år haft åben for, at man kan booke en “plet græs” via Campspace. Her kan man selv medbringe sit telt, sin autocamper, camplet, campingvogn, eller hvad man nu camperer i.

Efter vi har lukke ned for glamping, kan vi nu tilbyde flere faciliteter til campinggæsterne. Fx kan vores fattigmands-hot tub bruges af alle gæster, ligesom bålstedet med tilhørende kogegrej også er tilgængeligt for alle.

Når man camperer hos os, vælger man stort set selv det sted, man vil campere – der er selvfølgelig lidt større fleksibilitet for dem, der har telt med, i forhold til dem, der fx har en campingvogn, som skal være tættere på noget strøm.

Vi håber på at få en masse glade campinggæster fremover!

Lukket resten af året

Fra 1. august og resten af året har vi lukket for alle bookinger, da vi skal bygge om i en private del af bygningen. Mens vi bygger om, bor vi i den del af huset, vi normalt udlejer.

Vi giver huset den helt store omgang med nyt køkken, gulvvarme i hele stueetagen, nye vinduer mod haven og samtidig flytning af nogle vægge.

Vi begynder 1. august med at tage køkken ned, fjerne vægge og bryde gulvet op, og vi satser på at være færdige, så vi kan holde jul i vores nye køkken.

Der åbnes op for udlejninger igen i januar 2024. Vi ses!

Godt nytår!

2021 lakker mod enden – og hvilket år det har været! Vores første år med bondegårdsferie, B&B og glamping er gået over al forventning. Vi har haft vores første sæson med frilandsgrise, og vi har ruget vores første kyllinger ud – og slagtet de fleste af dem.

Gennem Airbnb har vi haft 143 nætter booket, og det er vi rigtig godt tilfredse med. Vi har helt klart haft mest travlt i sommerferien, mens der har været noget stille de sidste to måneder af året. Vi har haft mange rigtig gode gæster, som vi har nydt at have besøg af. Og vi håber, I vil komme igen en anden gang. I 2022 åbner vi op for glamping allerede i påsken. Vi håber på en lang sæson med lækkert vejr og en summen af liv omkring teltet.

På marken har vi i efteråret plantet 125 træer og buske, som skal være med til at give mere læ for vinden og føde for vildtet. En del af træerne har vi plantet omkring glampingpladsen, så der med tiden vil være mere privatliv omkring teltet og mere læ ved bålstedet. Den mere langsigtede plan med træerne er også, at det vil blive mere spændende at gå tur på marken, både for os selv, vores hunde og selvfølgelig vores gæster.

Vores frilandsgrise, som vi havde som en del af Holme-Olstrup Fællesgrise, blev slagtet i starten af september, og derefter havde vi travlt med at partere grisene, lave hakket kød, rullepølse, spegepølse, leverpostej og meget mere. Det er simpelthen den bedste luksus at spise kød fra glade grise, der har gået og rodet i jorden ude på vores helt egen mark. Vi skal selvfølgelig have grise på marken igen til sommer, og Holme-Olstrup Fællesgrise tager en tur mere i 2022.

Grisene er ikke de eneste husdyr, vi har på gården. I løbet af året har vi fået 14 kyllinger. Fire af kyllingerne, Hanne og Sorte fra første kuld og Anne-Marie og Benedicte fra andet kuld, bor sammen med to af de “gamle” høns, Lotte og Margrethe, i hønsegården. Hanen Herman fra den første kuld kyllinger er flyttet ind hos naboerne, og resten af de kyllinger, vi har opdrættet i år – ja, dem har vi slagtet, så vi også har lækkert kyllingekød fra glade fritgående kyllinger.

Vi fortsætter vores rejse mod det bæredygtige liv i 2022, for det er en sand fornøjelse at sætte tænderne i kød fra dyr, der er opdrættet på egen mark, og som man ved, har haft en godt liv; at grave sine egne kartofler, gulerødder og jordskokker op af jorden, hente tomaterne og agurkerne i eget drivhus, plukke hjemmedyrket persille til aftensmaden og lave syltetøj af solbær fra haven.

Vi glæder os til at dele vores hjem og levevis med jer og fortælle mere om livet på Gården på bakken i 2022.

GODT NYTÅR!

Glamping: tak for i år

Glampingsæsonen blev ikke så lang i år – helt præcist to weekender. Men det var to gode – og meget forskelige weekender – hvor teltet og glampingområdet blev afprøvet.

Den første weekend var vejret fantastisk, solen skinnede, og det var vindstille. Vores gæster nød roen og freden og ikke mindst bålstedet, som de brugte hele dagen. Den anden weekend var vejret knapt så godt, det regnede hele lørdagen. Men vores gæster to det i strakt arm og synes faktisk, det var hyggeligt at sidde i teltet og spille backgammon, mens de kunne høre regnen falde på teltdugen.

Som før nævnt er det først næste år, vi rigtig åbner op for glamping, og de to weekender i år var blot en forpremiere, hvor vores gæster skulle prøve teltet, faciliteterne og konceptet af. Vi har været super glade for de gæster, vi har haft, og den feedback, de har givet os. Vi glæder os til at tage imod endnu flere glampinggæster til næste år!

Vil du også på glampingferie til næste år? Så er der allerede nu åbent for booking af glampingteltet! Hop ind på Airbnb og find de datoer, der passer dig. Vi ses næste år!

NYT: Vi udvider med glamping!

Gården på bakken; glamping

Vi har netop købt et glampingtelt, og næste år åbner vi op for glamping her på gården! Bondegårdsglamping kan du godt kalde det, for glampingpladsen kommer til at stå på marken, ikke langt fra grisefolden, og vores fritgående høns kan sagtens finde på at gå en tur forbi teltet.

Selvom vi først åbner rigtigt op for glamping til næste år, udbyder vi to testophold allerede her i august. Her vil man kunne bo en weekend for kun 500 kr. Til gengæld ønsker vi så, at gæsterne giver feedback og kommer med ideer og forslag til, hvordan vi kan gøre glampingpladsen lækker. (Hvis det lyder interessant, så send en mail til kontakt@gaardenpaabakken.dk)

At etablere en glampingplads tager noget længere tid end at indrette nogle værelser til udlejninger – et er at indrette selve teltet og lave bålpladsen, men derudover skal der jo også være nogle toilet- og køkkenfaciliteter tilknyttet på den ene eller anden måde. Foreløbig må vores glampinggæster bruge køkkenet og badeværelset i huset, men det er da planen, at der fremover skal være køkken og toilet/bad i nærheden af glampingteltet.

Vi glæder os meget til at kunne tage imod glampinggæster på Gården på bakken 🙂