Forår i luften og liv på gården

Det er forår, og det betyder masser af liv på gården.

For knap to måneder siden fik vores so Soleima syv skønne smågrise, som nu er blevet så store, at de fræser rundt på folden og danner støvskyer bag sig. Tre af smågrisene skal snart flytte hjemmefra til vores faste aftagere på Egegården, hvor de tre grise skal vokse sig store og lækre.

Det er altid vemodigt at skulle af med nogle smågrise, men vi kan glæde os over, at det får det bedste liv på Egegården, hvor de uden tvivl vil blive godt forkælede. Derudover kan vi glæde os til, at vores sopolt Miss Piggy venter sit første kuld om en måneds tid. Og så får vi igen en masse nuttede smågrise til gården.

I hønsehuset ligger vores høne Iben og ruger på nogle æg. Hvor mange kyllinger der kommer ud af det, ved vi ikke, for det er første gang, vi skal have kyllinger fra vores hane Hans, som vi fik i vinters. Men der skal nok komme nogle dunede nuttetheder ud af det.

Og ellers bruger vi meget tid i køkkenhaven og på marken. I år vil vi skrue op for grøntsagsproduktionen, så der bliver forspiret på livet løs, og Alex har sat en masse kartofler i jorden. Vores håb er, både at vi bliver mere selvforsynende, og at vi får produceret så meget, at vi kan sælge overskuddet i vores lille vejbod.

Vi krydser fingrer for, at det lykkes, og at det kommer til at spire og gro som aldrig før her på gården.

Godt nytår!

2021 lakker mod enden – og hvilket år det har været! Vores første år med bondegårdsferie, B&B og glamping er gået over al forventning. Vi har haft vores første sæson med frilandsgrise, og vi har ruget vores første kyllinger ud – og slagtet de fleste af dem.

Gennem Airbnb har vi haft 143 nætter booket, og det er vi rigtig godt tilfredse med. Vi har helt klart haft mest travlt i sommerferien, mens der har været noget stille de sidste to måneder af året. Vi har haft mange rigtig gode gæster, som vi har nydt at have besøg af. Og vi håber, I vil komme igen en anden gang. I 2022 åbner vi op for glamping allerede i påsken. Vi håber på en lang sæson med lækkert vejr og en summen af liv omkring teltet.

På marken har vi i efteråret plantet 125 træer og buske, som skal være med til at give mere læ for vinden og føde for vildtet. En del af træerne har vi plantet omkring glampingpladsen, så der med tiden vil være mere privatliv omkring teltet og mere læ ved bålstedet. Den mere langsigtede plan med træerne er også, at det vil blive mere spændende at gå tur på marken, både for os selv, vores hunde og selvfølgelig vores gæster.

Vores frilandsgrise, som vi havde som en del af Holme-Olstrup Fællesgrise, blev slagtet i starten af september, og derefter havde vi travlt med at partere grisene, lave hakket kød, rullepølse, spegepølse, leverpostej og meget mere. Det er simpelthen den bedste luksus at spise kød fra glade grise, der har gået og rodet i jorden ude på vores helt egen mark. Vi skal selvfølgelig have grise på marken igen til sommer, og Holme-Olstrup Fællesgrise tager en tur mere i 2022.

Grisene er ikke de eneste husdyr, vi har på gården. I løbet af året har vi fået 14 kyllinger. Fire af kyllingerne, Hanne og Sorte fra første kuld og Anne-Marie og Benedicte fra andet kuld, bor sammen med to af de “gamle” høns, Lotte og Margrethe, i hønsegården. Hanen Herman fra den første kuld kyllinger er flyttet ind hos naboerne, og resten af de kyllinger, vi har opdrættet i år – ja, dem har vi slagtet, så vi også har lækkert kyllingekød fra glade fritgående kyllinger.

Vi fortsætter vores rejse mod det bæredygtige liv i 2022, for det er en sand fornøjelse at sætte tænderne i kød fra dyr, der er opdrættet på egen mark, og som man ved, har haft en godt liv; at grave sine egne kartofler, gulerødder og jordskokker op af jorden, hente tomaterne og agurkerne i eget drivhus, plukke hjemmedyrket persille til aftensmaden og lave syltetøj af solbær fra haven.

Vi glæder os til at dele vores hjem og levevis med jer og fortælle mere om livet på Gården på bakken i 2022.

GODT NYTÅR!

Violas kyllinger

Det er efterhånden to uger siden, vi kunne høre de første små pip under Viola, og vi fik fem søde kyllinger. De første par dage var det svært at få lov til at se kyllingerne, men nu er de begyndt at komme udenfor, og de løber rundt – og flyver! – og det er så hyggeligt at se på.

Det er svært at se på billedet, men alle fem kyllinger er der faktisk. De to gule og den sorte er Kochin, og de to brune er Sussex. Det næste, der bliver spændende at finde ud af, er, hvor mange haner og høner der er.

Som sagt kom der kun fem kyllinger ud af de 12 rugeæg, vi havde købt, og vi ville faktisk gerne have nogle flere kyllinger. Så da Margrethe havde lagt sig skruk, mens Viola stadig lå og rugede, fandt vi nogle rugeæg at lægge under Margrethe. Denne gang købte vi Barnevelder-æg. Barnevelder er ligesom vores andre høns en stor race, og deres fjerdragt er superflot. Og om 10 dage kommer der forhåbentlig endnu flere søde og sjove kyllinger til flokken.

PS. Går I med tanker om at få høns, er I velkomne til at se, hvordan vi har vores høns, og høre, hvilke erfaringer vi har gjort os med at have høns. Se mere under Mød dyrene.

Kyllinger på vej!

Vi går og venter spændt – og utålmodigt – i disse dage. Viola har lagt sig skruk og har fået hele 12 æg at ruge på. Vi har ikke nogen hane, så jeg søgte på DBA og fandt et sted i nærheden, hvor de solgte rugeæg fra Porcelænsfarvet Sussex. Hende, der solgte æggene, havde dog ikke 10 Sussex-æg, som vi gerne vil have, så jeg fik også lige fire Kochin-æg med til at supplere op med – de sidste to som kompensation. Således blev 10 æg til 12. Men jeg har også hørt fra andre hønseejere, at man nemt kommer til at få for mange høns 😂

Billedet her er fra en af de første dage, Viola lå skruk. Der lå en i en af de redekasser, de andre høns også gerne lægger æg i. Vi (dvs. Alex) har siden da bygget en kyllingeafdeling i hønsehuset, hvor hun kan ligge i fred, hvor hvor kyllingerne skal bo sammen med hende de første par uger.

D. 25. maj har hun ligget på dem i 21 dage, så der håber vi at høre en massen pippen under hende. Fortsættelse følger…