Hvordan kom vi hertil?

Hvordan kom vi hertil?

Jeg vil gerne fortælle mere om livet på gården. Men inden jeg fortæller, hvor vi er nu, og hvad vi går rundt og laver, vil jeg gerne fortælle, hvordan det hele startede.

Alex og jeg mødte hinanden i januar 2018. Jeg boede i et lille rækkehus i Næstved, og Alex var lige flyttet tilbage på gården, som han havde købt med sin ekskone og hendes forældre i 2005. De ejede gården i fællesskab, og forældrene havde boet her, indtil Alex købte dem ud i 2017 og nu ejede gården alene.

I 2019 flyttede jeg ind, og så begyndte det at tage fart. Vi har godt 2 hektar jord, og det meste var bare græsmark, som en lokal nabo kom og slog til høslæt. Men jeg kunne ikke have, at vi havde så meget jord og brugte det til så lidt.

Køkkenhave: gården på bakken; selvforsyning

Billedet her er fra den dag, jeg flyttede ind i marts 2019. Jeg står ude ved min nyanlagte køkkenhave – som knap nok var en køkkenhave på det tidspunkt, men snarere en plet jord, som Alex have fræset for mig.

I foråret 2020 tilbragte vi som så mange andre rigtig meget tid hjemme. Og det førte en masse projekter med sig. Først fik vi høns, og så skulle der jo bygges et hønsehus. Da det stod færdig, købte jeg et drivhus. Det er nemt nok at købe et drivhus, og det er forholdsvis nemt at sætte det op. Men der var en del forberedelse, for først skulle er graves græstørv af, sættes fundament – som både skal være i vinkel og i vatter – der skulle lægges grus ud, som skulle stampes helt hårdt og plant, og så lagde Alex det fineste gulv i drivhuset at kasserede mursten i sildebensmønster.

Senere på året begyndte ideen om at få grise at spire i hovedet på mig, og Alex var med på den. Så han gik i gang med at sætte hegn op på marken efter alle kunstens regler til grisefold. Det tog det meste af efteråret og vinteren, og slutningen af marts flyttede de første grise ind på gården.

Samtidig med alt det her begyndte vi at plante træer ude på marken. Nogle af de første træer, vi plantede, var nogle birketræer, vi havde hentet på en grund i nærheden, der havde stået urørt i flere år, og der var begyndt at skyde små træer op rundt omkring. Vi plantede også æbletræer og andre frugttræer, og i 2021 søgte vi første gang om træer og buske gennem “Plant for vildtet”, hvor man kan købe hjemmehørende træer til bl.a. læhegn. Her fik vi 200 træer og buske af fire forskellige arter, som vi plantede rundt omkring på grunden. Her i 2025 er de første træer endelig ved at være så store, at man begynder at kunne fornemme, hvordan det engang kommer til at se ud, når træerne er vokset til.

I løbet af de sidste par år har vi arbejdet videre på at blive selvforsynende. Det er nok noget, man aldrig kommer i mål med, og der er hele tiden noget der ændrer sig. Det kan være men sadler om pga. af nye ideer eller nye interesser, eller der er noget, der går galt, eller det er bare ikke så udbytterigt, som man havde forestillet sig.

Vi står aldrig stille, og vi udvikler os hele tiden. Og nu vil jeg gå ud i køkkenhaven igen og luge lidt, inden det bliver regnvejr.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *